af

Birgit Hessellund

English version

Den rene og uforfalskede farveglæde er det mest iøjnefaldende hos Inge Rasmussens malerier. Den fanger straks, for hun har en sjælden evne til at få farverne til at spille sammen som instrumenterne i et orkester. Hver enkelt har sin rolle i helheden, men afstemmes efter hinanden, så ingen sætter sig igennem på de andres bekostning.
Inge Rasmussen behøver ikke dramatiske motiver eller store armbevægelser. Ofte finder hun motivet i sine egne stuer, i det intime og hjemlige.
Med denne farves pragt og glød, hvor den ulmende røde holdes i skak af den blå, har hun næppe fundet i det kølige nord. Den skyldes et frugtbart møde med Orientens farvepragt, først og fremmest Tyrkiet, hvor hun har været bosat i flere år.

Fra mødet med Istanbuls rige udsmykninger stammer også forelskelsen i ornamentet, mønstrets rytme, der breder sig over billedfladen. Gennem denne fornemmelse for Orientens farve og ornament, indskriver Inge Rasmussen sig i den store gruppe af koiorister, der spænder fra Delacroix til Matisse.

For nok er de konkrete synsindtryk nødvendige afsæt. men det er på lærredet, det foregår
Her lever tingene deres eget liv i farven.