Når jeg på en udstilling står foran værker af Inge Rasmussen, får jeg fornemmelse af at dvæle. Omgivelserne bliver tågede, mens jeg lader hendes billeder synke ind i bevidstheden som noget helt for sig. Det sker uden afvejning, uden fortolkning, uden videre. De billeder kommer jeg bare ikke udenom. Måske husker jeg ikke dem alle lige godt - det er jo blevet til mange gennem næsten 40 år - men hun er i hvert fald fyldigt repræsenteret på væggene i min erindrings galleri, det rum hvor også god musik lyder, når man kommer til at tænke på den.
På udstillingen her, hvor en flok af hendes mange tidligere elever går sammen om at hylde hende som lærer og vise hende deres taknemmelighed, ser vi hende så i en anden sammenhæng end dem, hvori hun plejer at vise sig. C9g en anden sammenhæng end dem, hun selv er vant til at se sine værker i.

I et interview i 1987, da hun som sædvanlig udstillede i Århus Kunstbygning som medlem af Guirlanden, blev hun interviewet i Århus Stiftstidende af nu afdøde kulturjournalist Hanne Stouby. De talte om selve den kunstneriske proces, struktur, balance osv., og Inge Rasmussen sagde:
"Det er først når mine billeder hænger her i kunstbygningen sammen med mine kammeraters, jeg kan se om de fungerer. Ikke som en anmelder ser dem, men i forhold til det, jeg vil med dem."

Nu hænger de her sammen med de gamle elevers, kunstnere der alle har gjort sig gældende, siden de forlod Århus Kunstakademi, hvor hun underviste dem, og efter at de gjorde sig fri af hende. Det har ikke for alle været så ligetil.
I mange år kunne man ofte på udstillinger af unge kunstnere se, hvem den van Inge Rasmussens eleven. Jeg har aldrig talt med nogen om hendes undervisning, heller ikke med hende selv. Men netop i "afsmitningen" på visse elever van hendes malemåde og de karakteristiske orientalske strukturer tydelige.

Inge Rasmussen er en blid personlighed, men den er ingen tvivl om, at den bag den blide fremtræden findes en styrke, som den også skal styrke til at modtage noget fra uden at forfalde til efterligning. Kommer man så igennem med skindet på næsen, er den noget at bygge videre på. Hos den bedste lærer overlever elevens talent påvirkningen. Det er bl.a. den spænding, udstillingen her handler om.

En del af sin egen uddannelse har Inge Rasmussen fået på Det jyske Kunstakademi, hvor hun havde fornemme lærere: Niels Lergaard og Palle Nielsen. Siden blev hun optaget på Hayters Grafiske Atelier i Paris samt kunstakademierne i Beograd og Istanbul. Foruden Guirlanden og Ovalen er hun medlem af Kunstnersamfundet og Billedkunstnernes Forbund. Hun har modtaget anerkendelse i form af legater og stipendier og salg til museer, Statens Kunstfond, amter og kommuner.

Hun rejste ofte til Tyrkiet, og i en del år van strukturer derfra væsentlige i opbygningen af hendes billeder. Kelim, flettede vidjer og andre mønstre. Men farverne van hendes egne. Det er som de vokser ud af hende selv. Skønt den ofte van et genkendeligt motiv, van det i lige så høj grad de abstrakte værdier, den bar billederne. Det gælder i øvrigt stadig, hvor den tyrkiske inspiration er veget for en hjemligere, men hendes fabuleringer over den hverdag hun oplever, ville næppe have haft deres eventyrkraft uden hendes fortid i det fremmede. Der fandt hun nøglen til sjælens rum.