Romantisk Kolorisme


  Uddrag af en samtale med Inge Rasmussen
 ved
Finn Terman Frederiksen

- Inge, du har engang sagt, at dit maleri rummer »et vist slægtskab med romantikkens dualistiske virkelighedsopfattelse«. Hvordan skal det forstås?

En dualistisk virkelighedsopfattelse tolker det virkelige som produkt af modstridende kræfters eller egenskabers virksomhed. Det var et sådant syn på virkeligheden, de romantiske naturfilosoffer, skønlitterater og billedkunstnere gjorde gældende for ca. 200 år siden. Det gjorde de i øvrigt på grundlag af filosorske traditioner, der har rødder helt tilbage i oldtiden.

Jeg har altid gerne villet arbejde med kontraster, bringe modsætninger sammen i mine billeder. Rolige og urolige former, kolde og varme farver. Også i mine motivvalg dyrker jeg kontrasten, modsætningsforholdet mellem det hjemlige og det fremmede, det nære og det,fjerne, inde og ude o.s.v. Jeg arbejder altså med en dualistisk virkelighedstolkning i mit maleri. Og deri ser jeg en parallel til romantikkens modsætningsfyldte univers.

- Det var også romantikkerne, der »opdagede« Orienten og begyndte at interessere sig for modsætningsforholdet mellem de vestlige og østlige kulturmønstre. I den henseende slægter du dem vist også på.

Helt sikkert. Mine studieophold i Østeuropa og Den nære Orient har betydet overordentlig meget for mit kunstneriske arbejde. Især har opholdene i Istanbul sat sig varige og meget iøjnefaldende spor i mine billeder.

- Når du siger, at du bringer modsætninger sammen i dine billeder, så mener du vel egentlig, at du søger at forene dem, ophæve dem i en højere enhed, en såkaldt syntese? Det er i hvert fald det indtryk dine billeder giver. De forener alle kontraster og modsætningsforhold i en malerisk syntese.

Ja, det ligger for så vidt også i det omtalte slægtskab med romantikerne. For dem var det modsætningsfyldtes forening i syntesen altings højeste bestemmelse. For mit vedkommende realiseres den maleriske syntese gennem en abstraherende bearbejdelse af motivets bestanddele.

- Den maleriske syntese opleves meget stærkt i dine interiørbilleder fra Nyvangsvej i Randers. Nærstudier fra hjemmets lilleverden i et dansk provinsmiljø, fyldt med »orientalske fremmedelementer«. - Her er da kontraster så det forslår! Alligevel

føler man sig overhovedet ikke i tvivl om, hvorvidt man nu betragter en stue i Randers eller i Istanbul. Den problemstilling er nemlig fuldstændig irrelevant. I kraft af den maleriske motivbehandling føler man sig simpelthen hævet op over tid og rum, hensat til maleriets »egen-sfære«.

Det er rigtigt, at jeg har hjembragt mange ting og sager fra Tyrkiet. Især har jeg anskaffet mig en hel del kelim-tæpper, fordi jeg føler mig stærkt tiltrukket af deres smukke geometriske ornament former. Deres ornamentik kommer til at s1å så kraftigt igennem i mine billeder, fordi jeg - inspireret af den tyrkiske miniature-kunst - »vipper« gulvfladen op i billedplanet.

- Er der ikke noget om, at disse orientalske ornament-former er gået dig »i blodet«? Det forekommer mig, at de også genfindes i mange af dine billeder med helt andre motiver. Som om du i det hele taget er tilbøjelig til at bryde fladen op i formfragmenter, der gentager grundrytmen i denne tyrkiske ornamentik.

Man kan vist godt sige, at jeg er tilbøjelig til at brede de samme dekorative grundformer fra Orienten ud over billedfaden i andre sammenhænge og dewed gøre mange af mine billeder til en slags frie maleriske fortolkninger af Østens ornamenter i almindelighed. Dog kan jeg ikke alene bygge mine billeder på inspirationerne fra den østlige ornamentik. Dertil er dens elementer for ensdannede, dens rytmik for stærkt baseret på gentagelsesprincippet Her udgør min nordiske billedopfattelse en nødvendig modpol. Den fordrer nemlig en levende vekselvirkning af store og små, rolige og urolige, regelmæssige og uregelmæssige formelementer.

- Ingen tvivl om, at formen har stor betydning for den maleriske syntese, du tilstræber i dine billeder. Men farven er vel egentlig det væsentligste for dig. Du er jo en udpræget farvedyrkende kunstner, en rigtig kolorist.

Farven har altid været afgørende for mig. Men ikke altid på samme måde som nu. Koloristisk har jeg faktisk gennemgået Here vidt forskellige udviklingsfaser.

Jeg startede med at udtrykke mig ret mørkt, i brune jordfarver, Grønjord, Italienskrød og Ultramarinblå. Det var i begyndelsen af 60'erne. Niels Lergaard, min daværende lærer på det jyske kunstakademi i Århus, fandt mine billeder alt ,for tunge og dystre. Han sammenlignede sin oplevelse af dem med »at gå i en sur skov«.

Under Lergaards indflydelse blev mine billeder efterhånden meget lyse i tonen. Den hvide farve blev fremherskende.
Studieopholdene i Tyrkiet omkring 1970, bragte mig ind på helt nye baner. Jeg fik lyst til at give mig den rene farve i vold. Det var farveglæden i Orientens folklore, der smittede.

- Det virker påfaldende, at du i de enkelte billeder gerne koncentrerer dig om en dominerende farve. Især har du malet mange overvejende røde billeder. Svigter du ikke dermed dit dualistiske princip?

Nej, slet ikke. Hvorfor netop den røde farve har fået så stor betydning for mig, kan jeg ikke sige med sikkerhed Jeg har en fornemmelse af, at der er tale om en slags psykisk komplementærvirkning. Jeg begyndte at male rødt i Istanbul, hvor miljøet fuldstændig domineres af den blågrønne kontrastfarve til hovedfarven i mine røde billeder derfra. Den ensidigt grønne farvepåvirkning i miljøet fremkaldte åbenbart behovet for den røde til genoprettelse af en koloristisk balance. Noget lignende gentager sig herhjemme om sommeren, når alting i naturen er grønt. Så mærker jeg også denne tilbøjelighed for den røde farve.

Ser du nøje efter i mine billeder, vil du også opdage, at min farvebehandling i det røde slet ikke er så entydig, men tværtimod opbygget efter kontrastprincippet. Jeg arbejder lag på lag og lader aldrig den røde,farve stå heldækkende. Får den lov til at lukke sig, dør den nemlig. Derfor laserer jeg gerne over en grøn kontrastfarve, som altså kan anes igennem det røde her og der.

Men denne komplementærvirkning er ikke den eneste form for farvekontrast, jeg benytter. Den røde hovedfarve, som gerne er en ren Kadmiumrød, nuanceres selv ud i to modsatte retninger. Ved tilsætning af Kraplak gøres den mere blålig og kold. Blandet med Kadmiumgul bliver den derimod varmere.

Endelig nuancerer jeg også den Kadmiumrøde på en tredie led. Jeg varierer dens renhed og mættede farveintensitet ved at tilsætte Koboltblå, der giver den en mere afdæmpet, brunlig fremtoning.

1 dette arbejde med farvekontrasterne spiller jeg de modstridende kræfter ud imod hinanden og bringer deres indbyrdes styrkeforhold i ligevægt. Målet er den harmoniske balance. Men midlet er ikke altid af give kontrastfarverne samme udbredelse på fladen. Farveegenskabernes indbyrdes samspil fungerer nemlig oftest så irrationelt, at en afalanceret koloristisk helhedsvirkning må opnås ved at give en enkelt farve overvægt.

- Den romantiske dualisme er med andre ord også forenelig med din stræben mod det harmoniske farveudtryk. I princippet er den farveopfattelse, du her omtaler, fuldt på bølgelængde med den, der i sin tid fremførtes af Goethe, Turner, Delacroix og andre romantiske ånder. Så der er vist ikke noget forgjort i at betegne dig som en romantisk kolorist.

Insallah!

Samtalen blev bragt i Randers Kunstforenings medlemsblad forår 1985